Danmarks Biblioteksforening fejrer sit 100 års jubilæum den 25. november, og BF vil gerne benytte lejligheden til at ønske tillykke til en vigtig samarbejdspartner på biblioteksområdet.
Danmarks Biblioteksforening (DB) er en stærk interesseorganisation på folkebiblioteksområdet med en medlemssammensætning af både kulturpolitikere og biblioteksfagligt personale. Målet er at fremme dansk biblioteksvæsen med hovedvægt på folkebibliotekerne.
Danmark er foreningernes land – også på biblioteksområdet – og interesseorganisationerne er vigtige brikker i den danske parlamentariske tradition. Derfor er det vigtigt med stærke interesse- og faglige organisationer. Sammenlignet med biblioteksområdet i udlandet er det for det første unikt med de mange danske organisationer og derudover at vi er samlet i Biblioteksparaplyen, hvor vi har fælles projekter og koordinerer det internationale arbejde. Et samarbejde, der er til stor fordel og inspiration for alle parter, og som alle organisationerne prioriterer.
For desto stærkere vi er enkeltvis, desto stærkere står vi samlet. Og budskaberne går klarer igennem når de bliver sagt fra flere aktører med hvert sit bagland.
De tider, hvor man automatisk blev hørt, når man stillede sig på talerstolen, er forbi. Det er ikke længere nok at have et fagligt engagement. Interessevaretagelse er også lobbyisme og strategiske partnerskaber. Interessevaretagelse er professionelt arbejde med sekretariater, der skal levere velforberedt og veldokumenteret arbejde overfor beslutningstagerne. Et arbejde Danmarks Biblioteksforening prioriterede allerede tilbage i 1963, med ansættelse af en sekretariatschef og opmærksomhed på behovet for pressearbejde. Et arbejde foreningen fortsat præsterer godt hjulpet frem af engagerede medlemmer og aktive lokalafdelinger.
Bibliotekarforbundet udspringer af Danmarks Biblioteksforening. Helt eksakt i 1969, hvor de faguddannede bibliotekarer, specielt de unge, ønskede at danne deres egen fagforening uden medlemskab af deres arbejdsgivere. På daværende tidspunkt var de faguddannede bibliotekarer en gruppe under foreningen og opfattelsen var, at Danmarks Biblioteksforening var for dominerende og ikke havde tilstrækkelig åben debat. I Leif Thorsens bog »De danske folkebiblioteker 1940-1983« beskrives udmeldelsen og debatten men opsummeres rammende i en enkelt sætning: »i sin substans måtte den egentlige årsag (…)søges i tidens markante oprør mod autoriteterne«. Udmeldelsen vakte en del debat i foreningen og biblioteksvæsnet og ikke alle var enige i udmeldelsen. Heldigvis har de oprørte vande lagt sig, og BF har et godt og konstruktivt samarbejde med Danmarks Biblioteksforening. Både nationalt og internationalt.
Som nuværende formand for Biblioteksparaplyen og formand for Bibliotekarforbundet ønsker jeg Danmarks Biblioteksforening tillykke med et 100 års jubilæum med en fødselar, der er i god form og med alle sanser skærpet.
PERNILLE DROST