IFLA – International Federation of Library Associations and Institutions – er den internationale biblioteksforening, der rummer biblioteker, biblioteksforeninger og en del fagforeninger. IFLA er mest kendt for de årlige IFLA-konferencer, hvor den næste afholdes i Oslo til august. Mange vil nok huske, at 1997-konferencen lå i København.
IFLA – International Federation of Library Associations and Institutions – er den internationale biblioteksforening, der rummer biblioteker, biblioteksforeninger og en del fagforeninger. IFLA er mest kendt for de årlige IFLA-konferencer, hvor den næste afholdes i Oslo til august. Mange vil nok huske, at 1997-konferencen lå i København.
BF er medlem af IFLA fordi vi mener, at det internationale perspektiv er vigtigt især set i lyset af den større og større globalisering. Samtidig ønsker BF en sammenhæng mellem det nationale og internationale arbejde.
Hovedbestyrelsen evaluerer løbende BF’s internationale engagement, og den nye hovedbestyrelse har således også haft en indledende drøftelse af bl.a. vort IFLA-engagement. BF vil fortsat gerne være med til at præge udviklingen på biblioteksområdet såvel nationalt som internationalt. Hovedbestyrelsen har derfor valgt at sætte fokus på, hvordan vort nuværende engagement i IFLA kan forstærkes.BF kan være med til at sikre, at IFLA bliver en mere politisk orienteret organisation. Hovedbestyrelsen er derfor af den opfattelse, at BF’s engagement skal ligge på det overordnede politiske plan, hvor det først og fremmest gælder om, at få IFLA gjort til en politisk organisation, der er i stand til at agere på verdensplan – på niveau med UNESCO og andre internationale organisationer.
Hovedbestyrelsen har i denne forbindelse kigget nærmere på hvilke sektioner i IFLA, der kunne være interessante for BF udfra førnævnte betragtning. Her er Management of Library Associations (MLA) en oplagt sektion, som BF på sigt gerne vil være mere aktiv i forhold til. Dette har betydet, at BF har måttet revurdere vort nuværende engagement på sektionsniveau i IFLA. P.t. er BF repræsenteret i flg. sektioner, hvortil BF har udpeget en repræsentant og betaler tilskud til deltagelse i møder m.v.: »Library Services for Multicultural Populations” (indtil 2005), »Reference and Information Work« (indtil 2007), samt i fællesskab med Danmarks Biblioteksforening flg. 2 sektioner: »Libraries for Children and Young Adults« og »Public Libraries« (indtil 2007). Deltagelse i disse sektioner vil BF gerne have mulighed for løbende at revidere, og i den forbindelse har hovedbestyrelsen besluttet ikke at genopstille en kandidat til den sektion, hvor valgperioden udløber i år, nemlig »Multicultural Population«. BF’s deltagelse i kommende sektioner vil således blive truffet ud fra en politisk, faglig interesse, hvori også vil indgå ønsket om så bred en videndeling som mulig, hvorfor evt. repræsentanter fremover også løbende vil kunne blive udskiftet, når der er valg til sektionerne. Dette for at sikre at flere personer får mulighed for at deltage i det internationale arbejde.
Grunden til BF’s nye holdning er udelukkende af politisk karakter. BF er således fortsat af den opfattelse at arbejdet i samtlige IFLA-sektioner er vigtigt, men BF har som organisation også på det internationale område samme holdning som vi har på det nationale område: Vi vil gerne være med til at sætte ting i værk og sætte fokus på nye områder. P.t. er der således både nationalt og internationalt sat fokus på indvandrer- og flygtningeområdet. Derfor mener BF, at andre kan og må tage over i IFLA-sammenhæng på dette område.
BF vil derimod samle sine ressourcer omkring det politiske arbejde, og i den sammenhæng også være med til at gøre IFLA’s arbejde – herunder også arbejdet i sektionerne – mere synligt for omverdenen for således at være med til at promovere bibliotekarerne og bibliotekerne på verdensplan.
PERNILLE DROST