For en del år siden rejste en dansk læge: Tom König rundt i landet og holdt foredrag om stress. Det var faktisk allerede i 1980’erne. Frit fra hukommelsen noget med: Styr din stress og brug stress positivt og så videre.
I følge »Dr. Tom«, som stadig er praktiserende læge med den tilsyneladende fremtidssikrede undertitel stresskonsulent , er folk med stress »medmennesker, der har et administrativt problem, ikke blot i planlægningen af deres tid, men især af prioriteringen af livsværdier og livskvaliteter«. Citat slut.
Dette er blot ét af mange »ekspertudsagn« om stress, og her skal vi ikke dømme og validere, men »Dr. Toms« vurdering er altså, at man i høj grad selv kan gøre noget. Passer det?
At mange har travlt på arbejdsmarkedet skal ikke anfægtes, og arbejdsgiverne skal bestemt tage ansvar for, at det ikke går galt og gå i dialog med medarbejderne om arbejdsbyrde og arbejdsmiljø. Men den enkelte har også et vist ansvar for, at det ikke går rivende galt. Handler det om at kunne og ville sige fra for at undgå stress? At signalere til arbejdsgiveren, at man virkelig har alt for travlt. Gælder det så ikke om kraftigt at dokumenterer sin travlhed, så budskabet forstås?
I dette nummer af Bibliotekspressen opfordrer en stresscoach dig til at fyre din indre arbejdsgiver – eller sagt med andre ord: Du er din egen værste fjende – når perfektionisme, ærgerrighed og ambitioner ikke går op i en højere enhed, men ender med stresssymptomer. Der er altså grund til at tage den med ro, for en ting er helt sikkert: Der er stress nok til alle. Set i et holistisk perspektiv er der meget andet end arbejdslivet, der kan påvirke stressbarometeret hos den enkelte. Det gælder for eksempel ambitionerne om at leve det perfekte liv - også i fritiden. Er trangen til perfektion i alt for mange menneskers liv ved at nå svimlende højder – ser vi for mange lykke-programmer med lykkelige kendte på tv, som »har det hele og lidt til og meget mer’«, som rockpoeten C. V. Jørgensen har udtrykt det? Hvad gør os lykkelige? Ikke hastværkende travlhed. Filosoffen Søren Kierkegaard skrev i en af sine aforismer om travlhed:
»Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaar ham ihjel, da leer jeg af Herrens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«
Henrik Hermann