Når grænseflader bliver kontaktflader

Siden projektkulturen holdt sit indtog på biblioteksområdet, har der været brug for gode ideer til nye projekter. Projekter giver penge, prestige og på­skønnelse.  Tit sættes lighedstegn mellem nytænk­ning og projekter. En ny måde at anskue tingene på, er drivkraften bag mange innovationer. Det er dog ikke altid nok at have en ide, den skal også udvikles.
Lad os gå ud fra, at du er integrationsbibliotekar og har fået ideen til et nyt projekt; du synes selv godt om ideen, men er usikker på, om den vil fungere i praksis og om der i det hele taget er et be­hov. Behovsspørgsmålet er der ingen, der kan besvare for dig; ideen er jo ny. Derfor er du nødt til skabe en efterspørgsel efter den service, det produkt eller koncept, du er ved at udvikle. Det lykkes dig at få ledel­sen overbevist om, at ideen fører til en kreativ nyskabelse og kan implementeres. Ledelser kan også lide penge og prestige. 
Men hvordan får du liv i projektet, og hvordan finder du ud af, om ideen er ny, nyttig og gennemførlig? 
Der findes to metoder – nemlig informationsvejen og kulturvejen.
Vælger du informationsvejen, så starter du med det analytiske blik - ud fra en overbevisning om, at nye og innovative tiltag ikke baserer sig på andet end syste­ma­­tisk informationssøgning og en forstandsbestemt afvejning af alter­native muligheder. Den viden og de færdigheder, der er nødvendige for at lade ideen blive til praksis, systematiseres og kategoriseres. Der vil være dele af viden, der er kendte, og andre, der er nye.
Tager vi et efterhånden kendt eksem­pel på en vellykket nyskabelse på inte­gra­tionsområdet Vi læser avisen – Sammen, så var der brug for to slags viden for at gennemføre projektet: viden om læring gennem formidling af et bestemt kul­turelt medie og viden om inklusion af etniske mino­riteter. Der tegnes et ­kort over kendt og ny viden; der samles systematisk informationer om de områder, der er nye. Er vidensbasen endelig opdateret, tages der en dyb indånding og den endelige beslutning træffes ud fra spørgsmålet: Lader den nye ide sig implementere? Informationsvejen fører til videnbaserede innovationer.
Men der er også kulturvejen; den er ikke så analytisk, men mere prag­ma­tisk. Her starter man et andet sted. Nye ideer og innovative projekter opfat­tes altid som værende forankret i et landskab med en specifik kultur; samtidigt er de en tilskyndelse til forandring. Forandringen foregår i netværk, der rummer værdier og holdninger, enighed og uenighed, arbejdsrutiner og interaktionsformer. Nye ideer for­andrer både den eksisterende kultur og de involverede mennesker, så snart der tales om dem. Der er identiteter på spil.
Bruges det ovennævnte eksempel en gang til, så har avisprojektet været en aktivitet, der har fremtvunget nye selvforståelser – både hos etniske minoriteter og blandt bibliotekarerne. »Skal informationsformidling udvides, således at den også omfatter læring og undervisning?« – har været et af de mange spørgsmål, der fulgte med projektet. For­di innovatio­ner ændrer vaner og påvirker identiteter, skal den oprindelige ide forsynes med visionær styrke og den skal være konkret; ellers kan den ikke overbevise. På kulturvejen kommer visionen først; der er brug for mentale billeder, der viser, hvor forandringen fører hen. Samtidig skal man kunne se sig selvsom en del af forandringsprocessen, ellers kan man ikke være med. Informationer og viden bruges til at gøre visionen konkret og overbevisende.   

Folkebibliotekernes eksperimentarium for integration
Integration af etniske minoriteter har en dynamik, der har udfordret bibliotekernes kompetenceprofil i fyrre år. Der har været mange små og en del store udviklingsprojekter, hvis formål har været at afstemme individuelle kvalifikationer, organisatorisk læring og tværinstitutionelt samarbejde med brugernes mere differentierede vidensbehov og de skiftende politiske rammebetingelser.  Eksperimentarium for Integration var et udviklingsprojekt, der skulle understøtte bibliotekarer og andre faggrupper i at udvikle nye ideer på integrationsområdet – eller hvis ideerne allerede fandtes – gøre dem visionære og konkrete. Det var oplagt at bruge kulturvejen som metode.
Eksperimentarium for Integration var et samarbejdsprojekt mellem Odense Centralbibliotek og Det informationsvidenskabelige Akademi (tidligere Danmarks Biblioteksskole) og blev støttet af Styrelsen for Bibliotek og Medier. Projektet havde tre overordnede mål. Der skulle udvikles nye koncepter for biblioteksbetjeningen af etniske minoriteter. Her tænkes der navnlig på aktivt medborgerskab og New Audience Development. Så skulle man ud fra partner­skabstanken styrke samarbejdet med andre faggrupper og udvikle mulighederne for sam­produktion af viden. Og endelig skulle folkebibliotekerne gennem projektet bidrage til den udforskende og informelle læring i integrationsnetværk. Eller som det så fint hedder i projektmagersproget: den overordnede hensigt var udvikling af en innovativ og entreprenant organisationskultur både i folkebib­liotekerne og de lokale integrationsnetværk.
Projektet, der startede i 2007 og sluttede i efterår 2008, var huset i Vollsmose Kulturhus og foregik på Vollsmose Bibliotek. Der blev afholdt en workshoprække og såkaldte følordninger. Der deltog omkring 200 personer, hvoraf cirka halv­delen var bibliotekarer. Den anden halvdel arbejdede som boligkonsulenter, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere eller repræsenterede de frivilliges organisationer. Projektet bliver i øjeblikket evalueret; der forventes at foreligge en rapport i begyndelsen af juli 2010.

Den eksperimenterende videnspraksis
Videndeling spiller en stor rolle i mange integrationsprojekter og har været et centralt emne i Eksperimentarium for Integration. Tavs viden, sidemandsoplæring, coaching og facilitering af personlig integreret viden er kendte begreber; de retter fokus på den læring, der finder sted, når man stopper op og sætter ord på den viden, der er indlejret i den daglige videnspraksis. Best practice har været modellen for, hvordan man finder frem til den succesrige videnspraksis og hvordan den kan anvendes flere steder. Videndeling baserer sig på to antagelser: 1. Der kan findes én optimal måde at organisere tingene på; det er den, der skaber størst merværdi. 2. Den optimale måde er realiseret et sted, men kan overføres og anvendes andre steder. 
Eksperimentarium for Integration har man ikke villet skabe forbilleder, man ønskede at lægge op til udforskning og refleksion. For i en kompleks og mangfoldig verden findes der formentlig mange gode måder at organisere tingene på. Meget er afhængigt af lokale konstellationer. Interessen lå derfor på nye ideer og udvikling af ny viden, som på sigt kan forventes at føre til bedre koncepter og produkter. Der blev med andre ord ledt efter svar på spørgs­målet: »Hvordan kan man gennem en åben og eksperimenterende læringskultur hjælpe nye ideer på vej og gøre dem robuste.« Det betød ikke, at der ikke også var plads til viden­deling i projektet; perspektivet var dog et andet. Det drejede sig ikke om at udbrede viden, men om at inspirere til udviklingen af ideer og gøre dem til konkrete visioner. 
Eksperimentarium for Integration har brugt den finske forsker Yrjö Engeströms teorier om ekspansiv læring til at gøre sine ideer om læring og videndeling konkrete og robuste. Yrjö Engeström understreger, at man i en omskiftelig verden især har brug for mulighedsviden. Med begrebet mulighedsviden mener han den viden, man ikke målrettet kan lede efter, fordi den viser sig i processen. Et eksempel på mulighedsviden er begrebet kultur midt imellem, fordi begrebet åbner op for et nyt syn på kulturmødet. Mødet belyses ikke længere ved hjælp af assimilation eller integration. Mulighedsviden afgrænses af det, som Yrjö Engeström kalder stabiliseringsviden.  Stabiliseringsviden er ligeledes nødvendig for at få bugt med en ellers kompleks verden. Den bruges til at sætte en parentes om udviklingens dynamik for bedre at kunne klassificere og forstå realiteten.
Hvad angår Eksperimentariets koncept for kompetenceudvikling har denne skelnen mellem muligheds- og stabiliseringsviden betydet, at der blev fokuseret noget mere på det eksperimentelle. Den ekspansive udforskning af ny viden er dog ikke tænkt som erstatning, men som supplement til i forvejen kendte strategier for videndeling. Dialektikken mellem ekspansiv læring og reflekteret udnyttelse af kendt viden har bidraget til udviklingen af en læringskultur, der bygger på den eksperimenterende udforskning og erstatter imitationstænkningen i best practice med den vedvarende refleksion, der fører til next pratice (Poulfelt).

Samproduktion af viden - en ny udfordring
Mens projektet stod på, dukkede der nye udfordringer op; årsagen hertil er antagelig deltagelsen af ikke-biblioteksfaglige grup­per. Normalt betragter man kompetenceudvikling ud fra et fagligt, ikke fra et tværfagligt perspektiv. Hvert fagligt domæne har sin læringskultur. Medarbejdernes færdigheder, kvalifikationer og kompetencer udvikles inden for en fagspecifik videnspraksis. Her starter den enkelte i bunden af videnshierarkiet og bliver med tiden til ekspert. Den fagspecifikke tilgang til arbejdsrelateret læring kan kaldes vertikal kompetence­udvikling. En gængs metafor herfor er Lave og Wengers legitim perifer deltagelse, hvor den lærende begynder i periferien af og bevæger sig i sin uddannelse imod et videnscentrum. 
Samproduktion af viden – for eksempel blandt forskellige faggrupper i integrationsnetværk – kræver derimod horisontal kompetenceudvikling. I tværfaglige netværk er det ikke på forhånd givet, hvem eksperten er, og hvem der er lærling. Her finder adspredt viden og separate fagligheder sam­men. Ekspertens loyali­tet over ­for de fagligt accepterede regelsæt udfordres i mødet med de andres regelsæt, ritualer, værdier og selvforståelser. Erfaringerne fra Volls­moses mange integrationsprojekter viser, at der først skabes et system af interagerende fagligheder, når de faglige grænseflader bliver til kontaktflader.  
Kompetenceudvikling på tværs har derfor på den ene side betydet at samle og at stabilisere allerede eksisterende færdigheder og kvalifikationer. På den anden side at udfordre og udvikle den eksisterende praksisviden ved at reflektere over nye samarbejdsrelationer. Et vigtigt værktøj til at få klarhed på betingelser­ne for samproduktion af viden var begrebet boundary zone. Derved forstås overgangszoner eller samtalerum, hvor ideer, handlingsmønstre og mennesker fra forskellige faglige domæner mødes, udfordrer og beriger hinanden. Overgangszoner er mødesteder for de mange kontekster, mange regelsæt og stemmer, der har fundet sammen i lokale integrationsnetværk.

Fra anvisning til udforskning
I Eksperimentariet var den ekspansive læring i centrum. Projektets aktiviteter har været efterspurgte og tilfredsheden stor. Det lykkes desuden i uven­tet omfang at tiltrække mange faggrupper, der arbejder med integration, og der er banet vej til tvær­institutionelle samarbejdsrelationer.
To resultater var overraskende og skal derfor fremhæves. Det har vist sig, at behovet for videndeling ikke var så stort som ventet. Deltagerne kom ikke for at udfylde videnshuller eller lede efter forbilleder; de kom for at søge efter inspiration og udvikling af egne ideer. I følordningerne og den efterfølgende samtale fyldte deltagernes ideer og projekter til tider mere end de præsenterede projekter. Sagt med kulturvejens ord: det var ikke den konkrete viden, men den energi, der er drivkraften i innovative projekter, der var essensen for den eksperimenterende praksislæring.
For det andet lægger erfarin­gerne fra Eksperimentariet op til en drøf­telse af, hvordan man bedst fremmer udvikling og nytænkning på integrations­om­rådet. Megen udvikling er tidligere blevet skubbet i gang ved hjælp konsulen­ter, videndeling og mimetisk pres (forbilledets overtalelseskraft). Når behovet for tværinstitutionelt samarbejde for eksempel i de nye medborgercentre skal optimeres, er der nok brug for en modificeret strategi. I lokale integrationsnetværk har vi med en mangfoldighed af viden og ressourcer at gøre, der hæmmer mulig­heden for at overføre viden og kompetencer fra et sted til et andet og fra en faggruppe til en anden. Ekspansiv udforskning og samarbejde på tværs af fag understøttes bedst ved at få etableret en åben iværksætterkultur og overgangszone, der inviterer til fælles udvikling af viden. Når grænseflader bliver til kontaktflader, vil muligheden for samproduceret viden være tilstede. 

bibliotekspressen@bf.dk