11. februar 2010
Hvor går grænserne mellem hobby og arbejde? Mellem personlig interesse og decideret forberedelse til sine arbejdsopgaver? Og hvor meget kan arbejdsgiveren egentligt tillade sig at forvente, du skal holde dig ajour med – sådan uden for arbejdstiden?
Det lader til at være et dilemma og en problematik, der er meget relevant for Bibliotekarforbundets medlemmer. Senest med eksempler fra folkebiblioteksområdet, hvor vi oplever, at medarbejdere bliver pålagt at læse litteratur i deres fritid, som skal indgå i aktiviteter på biblioteket, eksempelvis bruges i en læsegruppe, på nettet eller lignende. Og der er godt nok forskel mellem at være et nysgerrigt menneske, der af egen drift læser litteratur og er kulturelt interesseret og bruge denne viden i sit professionelle liv til at blive pålagt at læse Krig og fred i fritiden, fordi det skal bruges på biblioteket ugen efter med besked om: »at det dér er der altså ikke tid til i arbejdstiden«. Her må Bibliotekarforbundet klart melde ud, at hvis en given aktivitet skal indgå i arbejdet, må man også give arbejdstid til det. Det er en klar ledelsesopgave – at lede og fordele ressourcerne. Som fagforening handler det ikke om at være rigoristisk eller ufleksibel ved at sætte en grænse mellem privat- og arbejdslivet. Det handler i alt sin enkelhed om, at vores medlemmer ikke skal arbejde gratis og specielt ikke i den kommunale sektor, hvor vi i stigende omfang oplever, at det er svært at forhandle ordentlige tillæg til medarbejderne, ligesom der stort set ikke er midler til kompetenceudvikling. Så skal man ikke også oveni pålægge medarbejderne at lappe på de ressourcemæssige huller ved at arbejde i fritiden. Og medarbejderne skal på ingen måde finde sig i det. Sidstnævnte udgør den anden del af problematikken, for desværre er der for mange kolleger, der vælger at skubbe bunkerne med hjem ud fra de bedste intentioner. Men de gode intentioner viser sig også at være problematiske, når en tillidsrepræsentant får svært ved at argumentere over for ledelsen, at der må forhandles lokale aftaler i form af frihed eller løn, hvis ikke kollegerne bakker op. Og de gode intentioner får en brat drejning, hvis den enkelte oplever et kollegialt pres for at påtage sig det ekstra arbejde uden at gøre for højlydte indsigelser. Men det er rimeligt at sige fra, og det er så absolut rimeligt at sige til sin ledelse, at man ikke vil pålægges arbejde i sin fritid. Det er legalt at pointere, at man indgår i en professionel relation.
Alle, både ledelse og medarbejdere, ønsker at give den optimale service og det bedste tilbud til brugerne, og derfor kan det være svært at lade stå til eller måtte sig nej til opgaver, der åbenlyst er gode idéer. Men hvis ressourcerne ikke er der, er det i sidste ende et ledelses-
ansvar og i kommunerne et politisk ansvar.
Bibliotekarer er dygtige, samvittighedsfulde, professionelle medarbejdere som nok selv skal beslutte, hvad de vil bruge deres fritid til. Herfra skal lyde en klar opfordring til at holde fri.
Pernille Drost