Nyheder 2010Nyheder 2009Nyheder 2008Bibliotekspressens nyhedsbrev
RedaktionenIndholdBladudvalgAbonnementVejledning for manusLæserundersøgelse
Kontakt DG MediaAnnoncedeadlinesFaggruppeannoncerTidsfrister for faggruppeannoncer
Indsend artikelFør du skriver din artikelArtikler på Del Din VidenFAQEmnerOm Del Din Viden
29. april 2010

Debat/Læserbreve

Bliver bibliotekernes demokratistøttende funktion elimineret i Carina-udvalgets rapport?

En svada om biblioteks-liberalisme og Carina-udvalg
Den just nævnte isme er et fænomen, hvis vigtigste elementer er markedsgørelse, kommercialisering, privatisering, brugerbetaling og smarte forretningsmodeller. Der er tale om en lille, lokal udløber af ultraliberalismen, en model for økonomisk samfundsstyring, hvis ophavsmand er den berømte professor Milton Friedman (1912-2006) fra Chicago. Den almene betegnelse er neo-liberalisme.
Hvad har den med Carina-udvalget at gøre?Jo, som bekendt sker der ikke noget vigtigt i biblioteksverden, som ikke er en afspejling af det, som sker i det omgivende samfund. Det gælder selvfølgelig også den friedmanske ideologi. Biblioteksliberalismen gennemsyrer Carina-udvalget.
Jeg vil hér skrive om udvalget og, især, tre toneangivende biblioteksliberalister og udvalgsmedlemmer: Jens Thorhauge, Michel Steen-Hansen og Pernille Drost. Udvalgets opgave forudsætter jeg bekendt. Det eneste punkt, som jeg i denne sammenhæng mener er det allervigtigste, handler om en mulig konsekvens af udvalgsarbejdet.
Kære læser, sid nu ned, så skal jeg nok hente et par stole. For du tror det næppe: hvis tankerne i udvalgets kommende rapport realiseres, så afgår folkebibliotekerne ved døden og erstattes af et handelsforetagende, som drives med købmandslogik som en dsb-butik. Kistelærken, solosangerinden ved begravelser, er allerede bestilt.
Pernille Drost formaner her i bladet (4/2010, s.2) sine medlemmer til ikke at stirre sig blind på rapporten. Dét siger hun minsandten i en situation, hvor den største katastrofe nogensinde i folkebibliotekernes historie er en mulighed. Skidesuperbt, Pernille! Jeg må korse +! mig over din dristighed. Desuden peger du på – hvad der er rigtigt – at udvalgets kommissorium ikke taler om nogen lovrevision. Jamen, hov!, der er vist myg på fidusen, for indtrykket bliver, at en ændring af loven slet ikke var eller har været aktuel. Det kan enhver overbevise sig om er forkert ved at kikke i infomedia, 2008, kort tid før Carina Christensen nedsatte sit udvalg.
Hvad Jens Thorhauge angår, så forsvarer han sin liberalistiske holdning med, at den deler han da med alle andre: regering, Folketing, de store erhvervsorganisationer under LO og Dansk Industri. Tror han, at man slipper helskindet fra at udtale, at man bare gør som alle andre? (se hans debatindlæg, Jyllandsposten 13.12.2010) Hvis man ikke har råd til at have en selvstændig mening, så må man hellere spille kegler.
Michel Steen-Hansen er også én af de uheldige helte. Ud over at være biblioteksliberalist om en hals, så slår han den søde krølle på sin anskuelse, at folkebibliotekerne skal være sexede, sex er kommet for at blive!(se hans bib.log) Hér er vi nede på laveste træsko-niveau.
Hvis knogler og kranier kunne tale, så tror jeg, at de ville takke guden i himlen for i levende live at have oplevet den lykke at nyde godt af rigtige folkebiblioteker. Desuden ville de nok mene, at den forretning som Danmark i dag er blevet sagtens kan klare sig uden folkebibliotekernes medvirken. Biblioteksvæsenet burde være helliggjort - ligesom gravfreden for et metroselskab.
Ved deres subversive virksomhed gælder det for de tre udvalgsmedlemmer, at de er ved at minimere eller eliminere bibliotekernes demokratistøttende funktion.
På Biblioteksskolen lærte jeg en regel, som blev stemplet som værende ufravigelig for bibliotekarer. Den blev formuleret efter besættelsen af nogle brave biblioteksfolk, som havde udgjort en gruppe under ”Frit Danmark”. Den så at sige opsummerede erfaringer fra de fem onde år. Reglen lyder: Enhver bibliotekar skal tage stilling i spørgsmålet om demokrati. Efter min dagligstueforståelse har det navngivne trekløver valgt, men valgt forkert.
Nutidens store pendul, der svinger mellem ultraliberalisme, deregulering, på den ene side og statens regulering på den anden side, er på vej væk fra Friedman-positionen. Det vil dermed påvirke situationen i vores sektor, fluevægteren blandt statens mange. Rapporten fra Carina-udvalget ser derfor i dag ud til at være forældet allerede inden den overhovedet udkommer. 
Det bliver interessant at følge ledende biblioteksfolks holdninger. Bliver de konjunkturbestemte, eller vil de holde fast ved værdigrundlaget for folkebibliotekerne?
Vores ny kulturminister, Per Stig Møller, er blevet begejstret modtaget. Han har imidlertid selv, taktisk klogt, sagt, at han kun kan skuffe. Jeg håber, at den skæbne ikke vil overgå ham, at ”de roser, vi satte på dit bord, forvandler vi til nakkeskud” (Ismail Kadare, citeret efter hukommelsen)

Per Salicath



Jens Thorhauges svar til Per Salicath

Rapporten 'Folkebibliotekerne i vidensamfundet' beskæftiger sig med de ændrede samfundsmæssige betingelser for at udvikle bibliotekets rolle, ydelser og organisation m.v. Det giver sig selv, at jeg som formand for udvalget bag rapporten meget gerne ser analyserne og anbefalingerne diskuteret bredt både blandt kommunalpolitikere og fagfolk. Tilsvarende ser jeg meget nødigt en debat om disse væsentlige emner afsporet. Det er min vurdering at Per Salicath har stirret på rapporten ud fra sin blinde plet. Han har fået øje på nogle fæle udemokratiske kræfter (heriblandt undertegnede), der vil ødelægge bibliotekerne, og kaster sig derfor over dem med frådende insinuationer. Substansen i rapporten forholder han sig på intet tidspunkt til.
For at undgå en afsporende debat, vil jeg gerne slå fast, at udvalgets anbefalinger skal ses i lyset af den stadigt og i fremtiden gældende målsætning for folkebibliotekerne, som er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivtet. Denne målsætning har to forudsætninger som vi kan kalde folkebibliotekernes værdigrundlag: et humanistisk menneskesyn (mennesket dannes ved oplysning og indsigt) og en demokratisk samfundsopfattelse (folkestyret baseret på oplyste og deltagende borgere). Dette værdigrundlag er der ingen i udvalget, der har stillet spørgsmålstegn ved, og for mit eget vedkommende kan jeg meddele, at jeg heller ikke har planer om at omstyrte dette værdigrundlag. Udvalget har taget grundlaget for en given størrelse. At sætte spørgsmålstegn ved dette forhold er totalt malplaceret og uden hold i virkeligheden.
Herefter vil jeg gerne diskutere idéerne om 'åbne biblioteker' nye former for partnerskaber og danskernes digitale bibliotek, som er det rapporten handler om.

Jens Thorhauge

Replik fra Pernille Drost til Per Salicath

Hånden på hjertet, så er det ikke helt klart for mig, hvad kernen af Per Salicaths kritik er i indlægget ”En svada om biblioteksliberalisme og  Carinaudvalg.” Men det er uforståeligt, når PS mener, at udvalgsrapporten ”Folkebibliotekerne i videnssamfundet” skulle blive folkebibliotekets død, som det udtrykkes.  Det synspunkt forstår jeg ikke og læser ingen  argumenter for påstanden. Ligesom jeg er meget uenig i at jeg, Michel Steen-Hansen og Jens Thorhauge skulle ønske at minimere folkebibliotekets demokratistøttende opgave. Lige nøjagtigt demokrati, medborgerskab og lokal forankring bliver der skrevet om i rapporten og er faglig kæphest for os alle tre. Hvad angår lovrevision, så fremgik det klart af kommissoriet for udvalget, at dette ikke var en opgave. Skulle man ønske en lovrevision, der øremærker penge centralt til folkebibliotekerne har dette ingen politisk gang på jorden. Udvalget blev nedsat for at dysse kritikken ned oven på besparelserne på folkebiblioteksområdet og der blev lagt stærkt vægt på beskrivelser af best practise på området. Skal man sige noget kritisk om rapporten, burde man måske nærmere spørge om ikke rapporten nærmere er lidt ufarlig eller som Tom Ahlberg i apriludgaven af Søndag  Aften skriver om rapporten ”blot skal læses som et internt visionspapir fra en offentlig styrelse ”.

Pernille Drost

 

Skriv en kommentar

Navn  E-mail  
Skriv tallet du ser til venstre  
Kommentar  

Bookmark and Share