Fanside som en bænkevarmer
Først oprettede vi på Frederiksberg en fanside på Facebook, men vi fik ikke særlig mange fans, der var ingen dialog og ingen kommenterede vores indlæg. Vi var faktisk kedelige bænkevarmere.
Populær venneside – men også kritik
For et halvt års tid siden ændrede vi vores side til en venneside: Og så gik det stærkt. Den første uge fik vi 330 venner og masser af feedback. Men der er kritiske røster over ændringen: En undrer sig over, at vi ikke er mere ambitiøse, da man kun kan have 5000 venner. Og en anden mener, at vi er i farezonen for at få slettet hele profilen, fordi vi på den måde driver rovdrift på begrebet venskab.
Vi har prøvet at oprette en test-fanside - og nej: Man kan stadig ikke invitere sine fans til en begivenhed. Hvad gør I andre?
Om at være ven med en bygning
Problematikken fan/venneside er akut, men vi har også andre overvejelser: Dækker bibliotekets profil ”en bygning”? Vi har indtil videre besluttet, at bibliotekets tre filialer er dækket ind via en samlet Frederiksberg-profil. Men man kunne sagtens forestille sig, at filialerne eller musikbiblioteket gerne vil i kontakt med deres helt egne lånere. Er der nogen af jer andre, der har flere profiler, hvor det i højere grad er enten et fysisk hus eller et særligt tilbud, I brander?
Tid?
Og så er det jo også altid interessant at høre, hvor mange kræfter I andre smider i Facebook. På Frederiksberg kommer det endelige Facebook-team til at bestå af fire personer. Vi er fortsat i en opstartfase, så indtil videre lægger vi arrangementer på, fortæller om hightlights fra nyhedsbrev eller hjemmeside og går i dialog med brugerne. Men spørgsmålet er, om der skal være særlige tilbud, fx gratis arrangementsbilletter til den hurtigste, afstemninger, quizzer med præmier osv. Er der nogen af jer, der laver den slags?
Kort sagt: Mon nogen af jer Facebook-hajer vil øse af jeres erfaringer?
På forhånd tak og hilsner fra
Anette Thede/Frederiksberg
anth03@frederiksberg.dk