14. december 2009

Illustration: Pernille Mühlbach
Langt de fleste biblioteker baserer i dag deres indkøb på lektørudtalelser. Derfor er det et problem at lektørerne ofte tøver med at kritisere de materialer, de anmelder. Det mener Birger Hjørland, professor på Biblioteksskolen.
- Hvis udtalelserne skal være vejledende, nytter det ikke noget, at de fleste er positive. For at være kritisk kræver det, at man er meget godt fagligt klædt på. Det virker, som om mange springer over, hvor gærdet er lavest, siger Birger Hjørland til Information, og erklærer sig i avisen »hyperkritisk« over for lektørudtalelserne.
Bibliotekschef på Haderslev Bibliotek, Per Månson, har været lektør siden 1985. Han skriver tre udtalelser hver uge, og det bliver til næsten 150 om året, primært om skønlitteratur.
- Man er meget påpasselig med at overholde retningslinjerne, for det er træls at støde forfatteren og få forlaget på nakken, siger han, men mener dog ikke, at det styrer arbejdet - hensynet til landets økonomi vejer tungere.
- Men man vejer sine ord på en guldvægt og tænker på at være præcis, siger Per Månson.